HIGH SCHOOL UDVEKSLING PÅ Livingstone
Hvad end du er til ridning, ski, hiking eller noget helt andet, er der noget for dig i Livingstones program! Livingstone Range School Division ligger i et af de smukkeste områder i provinsen Alberta og er et skønt sted at bo, læse og udvikle sig. Her får du et trygt og åbent miljø, høj faglighed, unikke oplevelser og varme og venlige værtsfamilier!
Livingstone sætter en dyd i, at alle udvekslingselever føler sig velkomne og som en del af både deres værtsfamilie, skole og lokalsamfund. Værtsfamilierne og skolerne er nøje udvalgt, og eleverne får solid støtte og vejledning gennem hele året. Livingstone er en oplevelse for livet!
OMRÅDET
Livingstone Range School Division ligger i det sydvestlige Alberta, som strækker sig fra foden af de canadiske Rocky Mountains til op langs bjergsiden.
Området dækker 15 spændende communities, otte af dem en del af Livingstone, hvor der i alt bor 36000 mennesker. Med masser af frisk luft, åbne strækninger, flere solskinstimer end nogle andre steder i Canada, en klar stjernehimmel er sydvest Alberta et idyllisk sted at bo og læse.
Området består af en masse byer i forskellige størrelser, så der er rig mulighed for at udforske Albertas historie og opleve ægte western gæstfrihed. Inden for distriktet finder du også to skibakker og kilometervis af smuk natur at udforske og hike i. Du er også kun cirka 2 timer fra storbyen Calgary.
FLERE SOLSKINSTIMER END NOGET ANDET STED I CANADA!
RIG MULIGHED FOR SKI OG SMUK NATUR
KUN TO TIMER FRA STORBYEN CALGARY
SKOLERNE
Livingstone Range sætter en dyd i høj faglighed og områdets fantastiske skoler. Programmets motto er “kultur, faglighed og lederskab”, så hvis du leder efter hele pakken, er Livingstone et godt bud!
Du vil gå på en af områdets seks gymnasier: Crowsnest Consolidated High School, F.P. Walshe School, J.T. Foster School, Livingstone School, Matthew Halton High School eller Willow Creek Composite High School. Hver skole har et sted mellem 200 til 300 elever, og det betyder, at det er nemt at lære de nye klassekammerater at kende og skabe nye venskaber. Her forsvinder du ikke i mængden! Tilsammen har skolerne cirka 50 udvekslingselever om året, så du vil både få canadiske og internationale venner.
Livingstone tilbyder også to sportsakademier: Ski og Hockey. Ski Akademiet er en del af Livingstone skolen i Lundbreck. Du skal minimum være let øvet for at blive accepteret, og programmet har et begrænset optag. Akademiafgiften kommer oveni i programafgiften. Skiudstyr kan lejes gennem akademiet.
Hockey Akademiet er kun for 7.-9. klasses elever i byerne Pincher Creek og Nanton og er overvejende for elever, som allerede har hockeyerfaring. Elever køber deres eget hockeyudstyr, og akademiafgiften kommer oven i programafgiften.
AKTIVITETER
I løbet af skoleåret arrangerer Livingstone en masse forskellige sociale aktiviteter og udflugter for de internationale elever. Det kan for eksempel være til Banff National Park og Waterton National Park eller til byerne Calgary og Lethbridge.
Der er også masser at bruge fritiden på. Du kan for eksempel hike og campe, stå på ski, tage i biografen eller teatret eller til rodeo og koncerter, besøge shoppingcentre, restauranter, museer og festivaler eller tage til professionelle sportskampe som hockey, baseball eller basketball.
SPORT
Hvis du er til sport, er der masser at vælge imellem! Hvad med badminton, vægtløftning, baseball, cross country løb, hockey, curling, basketball, football, golf, volleyball,rugby, ski/snowboarding eller marathonløb? Udbuddet varierer fra skole til skole, så hvis der er en bestemt sport, du er interesseret i, så tag en snak med Momento!
FAG
Udover de typiske kernefag som engelsk, matematik, samfundsfag og science tilbyder skolerne en masse forskellige valgfag. Det kommer an på skolen, men du kan for eksempel vælge imellem kunst, band, sløjd, kosmetik, CTS (computer/robotter/teknologi), digitale medier, drama, fransk, mode, udendørsundervisning, økonomi og psykologi.